Sådan sikrer du innovation i din virksomhed

17. oktober 2024


Af Charlotte Risskov Kræfting

Lad menneskelig og kunstig intelligens arbejde sammen for at skabe meningsfulde medarbejdersamtaler, der er med til at udvikle hele organisationen.

AI-værktøjer bliver i stigende grad brugt til at forbedre og udvikle medarbejdersamtaler ved at analysere data og give indsigt, som kan hjælpe ledere med at træffe beslutninger på et solidt vidensgrundlag.

AI kan analysere store mængder data, som kan hjælpe ledere med at forstå medarbejdernes trivsel, engagement og præstationer. Samtidig kan AI automatisere mange af de administrative opgaver, der er forbundet med medarbejdersamtaler, såsom planlægning, opfølgning og dokumentation. Det frigør tid for ledere til at fokusere på de mere strategiske aspekter af samtalerne, og hvordan de kan støtte medarbejdernes kontinuerlige udvikling.

Det giver mening at lade menneskelig og kunstig intelligens arbejde sammen. Ved at kombinere AI’s datadrevne indsigt og automatisering med menneskelig empati og dømmekraft kan HR-processer blive mere effektive og samtidig bevare det personlige touch.

Gennemsigtighed er essentielt. Vær åben om, hvordan AI bruges i medarbejdersamtaler. Forklar medarbejderne, hvilke data der indsamles, hvordan de bruges, og hvilke fordele det kan give dem. Det øger tilliden og accepten af kunstig intelligens.

Samtidig bør læring være et fokuspunkt. Det er væsentligt at træne og uddanne lederne i at bruge AI-værktøjer etisk og fornuftigt, så de lærer at forstå og fortolke anbefalinger.

Målrettede samtaler

Det handler om at skabe meningsfulde og målrettede medarbejdersamtaler, der både gavner medarbejderne og organisationen som helhed. Hvor datagrundlaget bliver brugt som udgangspunkt for en relevant dialog, hvor der bliver givet konstruktiv feedback begge veje.

Så medarbejderne ikke brænder inde med deres gode idéer, som skal være med til at udvikle virksomheden. Så de bevarer eller genfinder deres engagement. Og så de oplever, at der bliver skabt personlige udviklingsplaner, hvor de kan blomstre og udfolde deres fulde potentiale.

De årlige eller kvartalsvise medarbejderudviklingssamtaler kan naturligvis ikke stå alene. Det er vigtigt at skabe et frugtbart innovationsmiljø i virksomheden, hvor nye idéer fostres.

Sæt innovation i system

Der findes masser af modeller for idéudvikling og idégenerering. Om I skaber et formelt eller uformelt forum for innovation, er ikke det afgørende. Det afgørende er, at de gode idéer bliver samlet op, vurderet og afprøvet. Sæt innovation i system.

På den måde sikrer I, at medarbejderne kommer frem med deres tanker om virksomhedens udvikling og bidrager til forretningsudvikling.

Måske er IT-chefen nået frem til, at jeres forretning efterhånden er vokset sig så stor og blevet så kompleks, at det kræver implementering af et ERP-system.

Eller måske er der brug for andre investeringer i digitalisering for at styrke konkurrenceevnen. Så er det vigtigt at få adresseret i tide.

Det kan også være, at I oplever udfordringer med den hybride arbejdsplads og samspillet mellem hjemmearbejdsplads og fysisk fremmøde.

Eller måske gør en af jeres mellemledere opmærksom på, at både kunder og leverandører efterspørger ESG-indsatser fra jeres side.

Endelig kan det være, at I i forbindelse med forandringsprocesser opdager, at der er behov for helt nye medarbejdertyper, som kræver, at I griber jeres rekruttering anderledes an.

Pointen er, at der er behov for et arbejdsklima kendetegnet ved gensidig tillid og psykologisk tryghed, hvor medarbejdere og ledere både tør og føler sig forpligtet til at gøre opmærksom på vigtige anliggender og dermed sikre nytænkning i virksomheden – til fælles bedste.

 

Læs mere om hvordan POULSEN arbejder med rekruttering og er med til at skabe forretningsudvikling i virksomheder: https://www.poulsen-job.dk/rekruttering/hvem-arbejder-vi-for-og-hvordan/

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer, så kontakt gerne POULSEN på 7539 3431.