Derfor skal du arbejde med ESG – og sådan kommer du i gang

30. juni 2023

Der er formelle krav på vej til virksomhedernes arbejde med bæredygtighed og, ikke mindst, til dokumentation af indsatsen. Den såkaldte ESG-rapportering skal sikre målbarhed og gennemsigtighed i bæredygtighedsarbejdet og give banker, investorer, medarbejdere og kunder mulighed for at vurdere og sammenligne virksomhedernes bidrag til eksempelvis den grønne omstilling, ligeløn og arbejdsmiljø. Virksomhedernes bæredygtigheds- eller ESG-indsats, som står for Environment, Social, Governance (miljø, sociale forhold, ledelse), skal stilles til offentlig skue og bliver dermed en synlig konkurrenceparameter. Det giver udfordringer, men absolut også muligheder, så hvis du stadig river dig lidt i håret og ikke rigtig er kommet i gang med ESG-arbejdet, eller mangler struktur på indsatsen, så læs med her.

Det kan godt være du ikke er blandt de børsnoterede selskaber med mere end 500 ansatte, der fra 2024 har pligt til at inkludere ESG-rapportering i årsrapporten på lige fod med økonomiske nøgletal. Men mindre virksomheder kan også blive afkrævet dokumentation for deres bæredygtighedsindsats, selvom det endnu ikke er et formelt lovkrav.

ESG bliver både et krav og en konkurrenceparameter

De virksomheder, som skal rapportere, skal nemlig i et vist omfang gøre det for hele deres værdikæde, f.eks. når det gælder CO2-udledning, affaldshåndtering, ligestilling, arbejdsmiljø og ledelsesprincipper. Så hvis du er leverandør eller kunde hos dem, så kommer de til at spørge dig. Nogle investorer studerer allerede virksomhedernes miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige profil på lige fod med de finansielle nøgletal, og hos bankerne bliver bæredygtighed i stadigt stigende grad en parameter i kreditvurderinger og fastsættelse af lånebetingelser.

Læg dertil at flere og flere kunder, kandidater, medarbejdere, og samarbejdspartnere forventer, at virksomhedernes ESG-arbejde er både ambitiøst og dokumenteret. Bæredygtighed, som er den mest samlende betegnelse for ESG, er for alvor på vej til at blive en konkurrenceparameter i kampen om både kunder, medarbejdere og investeringer. Dermed er der overvældende gode grunde til at komme i gang med at få sat virksomhedens ESG-arbejde og -ambitioner i system.

Bæredygtighed betaler sig

Og jo, det er lettere sagt end gjort, men det behøver ikke at være en uoverskuelig opgave. Og du er ikke alene! En undersøgelse fra Lederne, der er Danmarks største faglige organisation for ledere, viste for nylig, at kun 15,7 pct. af de privatansatte lederne oplever, at de har de nødvendige kompetencer til at leve op til forventningerne om eksempelvis grøn omstilling fra kunder, banker og investorer.

I en anden, tidligere undersøgelse blandt Ledernes 134.000 medlemmer svarer størstedelen af de medlemmer, der allerede rapporterer på bæredygtighed, at arbejdet med ESG giver værdi for virksomheden, både internt og i forhold til at gøre virksomheden mere attraktiv over for kunder, investorer og potentielle medarbejdere.

Den gode nyhed er altså, at ESG-arbejde og -rapportering ikke kun er endnu en bureaukratisk skrivebordsøvelse. Det kan rent faktisk betale sig! Og ikke kun for miljø og mennesker, men også for din virksomheds konkurrencekraft, indtjening og rekruttering, hvis du vel at mærke griber det rigtigt an. Og hvordan gør du så det?

Baseret på mine erfaringer og suppleret og med inspiration fra internationale eksperter kan du f.eks. dele processen op i disse fem trin: 

  1. Sørg for opbakning og forankring hos ledelsen for at sikre, at der både afsættes ressourcer til indsatsen og udpeges én person fra ledelsen, der er ansvarlig for arbejdet med ESG.
  2. Undersøg og vurder hvilke nøgletal er vigtigst og læg en ESG-strategi, så du kan prioritere indsatsen. Spørg evt. de kunder og andre interessenter, som med stor sandsynlighed vil efterspørge oplysningerne hos jer, hvad de er mest interesserede i at vide.
  3. Involvér de rette medarbejdere og indsaml data, hvoraf mange formentlig allerede ligger i virksomhedens forskellige systemer, f.eks. bogholderi og ERP-systemer. Husk at være konsistent i måden, du indsamler data og beregner nøgletallene på, så du og omverdenen kan sammenligne resultaterne fra år til år.
  4. Beregn dine ESG-nøgletal, og saml oplysningerne i et dokument eller en digital løsning, så du har mulighed for at følge op på dem.
  5. Sæt mål for dine indsatser, og tjek din strategi. Forundersøgelserne, indsamlingen af data og opgørelsen af nøgletallene vil afsløre, hvor det giver mening at sætte ind for at forbedre virksomhedens bæredygtighedsindsats og -profil. Når du er nået hertil i processen, bør du derfor også gå tilbage kigge en ekstra gang på den strategi, du har lagt, for at sikre, at den stadig holder. Derefter kan du fastsætte konkrete mål for indsatserne i strategien.

Nyttige vejledninger og værktøjer

Dansk Industri (DI) har lavet en glimrende oversigt over kommende regler og krav til virksomhedernes bæredygtighedsindsats. Her finder du også en overskuelig guide til, hvordan du kommer i gang med arbejdet.

På Virksomhedsguiden, der er Erhvervsstyrelsens samling af vejledninger og digitale værktøjer om start, drift og udvikling af din virksomhed, finder du også en meget konkret vejledning til, hvordan du kan opgøre din virksomheds ESG-nøgletal.

Og endelig har lederne i samarbejde med Deloitte og Danske Bank udviklet et konkret, digitalt værktøj, de kalder ESG-profilen, som du kan gå i gang med at udfylde med det samme for at få et overblik over, hvilke data du allerede har, og hvilke du skal i gang med at indsamle.

 

Hvis du har brug for en snak om, hvordan jeres virksomhed griber ESG-udfordringen og -mulighederne an i et strategisk perspektiv, eller har du spørgsmål eller kommentarer, så kontakt gerne POULSEN på kontakt@poulsen-job.dk eller 7539 3431.