Af Leif Poulsen
Er du allerede træt og på vej til at klikke videre efter at have set den overskrift? Så vågn lige op og læs lidt videre i stedet for. For selvom det kan være både udmattende og uoverskueligt at forholde sig til begreber som bæredygtighed og verdensmål, når inflation og energipriser buldrer derudad, så er der ingen vej udenom. Måske er det endda vejen igennem kriserne.
Vi har fået tudet ørerne så fulde af det, at vi næsten er blevet tonedøve. B-æ-r-e-d-y-g-t-i-g-h-e-d! Og siden den daværende norske statsminister Gro Harlem Brundtland introducerede begrebet i 1987, har vi ovenikøbet fået FN’s 17 Verdensmål for Bæredygtig Udvikling smidt oveni i 2015 som noget, vi også skal forholde os til. Og selvom langt de fleste af os efterhånden har erkendt, at vi er nødt til at forholde os helt anderledes til, hvordan vi bruger naturens ressourcer og belaster miljøet og klimaet end hidtil, så står mange af os stadig tilbage med flere spørgsmål end svar.
For hvordan griber vi det an? Hvilken forskel kan jeg, og min virksomhed, reelt gøre i det store billede? Hvordan kommer vi i gang med at arbejde struktureret med bæredygtighed? Og er det ikke både dyrt og besværligt? Alle de fine ord og forkromede mål kan være svære nok at forholde sig til på det personlige plan, og det bliver absolut ikke lettere, hvis du skal forholde dig til dem på vegne af en hel virksomhed.
Men det skal du! Ikke kun fordi det ganske enkelt er det rigtige at gøre af hensyn til dine børn og børnebørn, men også fordi det i stadigt højere grad bliver en forudsætning for at drive en profitabel virksomhed. Her er tre gode grunde til, at du og din virksomhed skal arbejde struktureret med bæredygtighed, hvis ikke I allerede gør det:
1: Dine kunder kræver det
Uanset om du sælger dine varer eller ydelser til forbrugere eller andre virksomheder, så har du sikkert allerede opdaget, at det ofte ikke længere kun er pris og kvalitet, der afgør, om de handler hos dig eller hos konkurrenterne. Helt almindelige forbrugere, og dermed også de virksomheder, du handler med, går op i, hvordan din virksomhed forholder sig til både social og miljømæssig bæredygtighed i hele forsyningskæden og dermed i det, du leverer. Begreber som børnearbejde, klimaaftryk og dyrevelfærd er blevet noget, alle tager alvorligt, og dine kunder forventer, at din virksomhed har en holdning til det og tager ansvar for det.
2: Din rekruttering afhænger af det
Din bæredygtighedsindsats bliver også i stadigt stigende grad en forudsætning for, at du kan rekruttere de medarbejdere, som mange virksomheder kæmper om. Medarbejderne er jo identiske med de almindelige forbrugere, jeg skrev om ovenfor, og de kommende generationer kommer til at stille stejle krav til deres fremtidige arbejdsplads. Som jeg har skrevet om i et tidligere blogindlæg, så ”vil de unge arbejde i virksomheder, der kan håndtere (mindst) tre bundlinjer: Den økonomiske, den sociale og den klima- og miljømæssige.” Det mærker vi også hos POULSEN, når vi jagter kandidater til ledige stillinger hos vores kunder. Kandidaterne spørger ind til det, og de forventer at få svar.
3: Der er penge i det
Bæredygtighed må ikke forveksles med filantropi, og jeg plæderer ikke for, at virksomheder skal betragte sig selv som NGO’er. Der er intet i vejen med at tænke forretning og bæredygtighed sammen. Faktisk giver det rigtig god mening. Dels fordi økonomisk bæredygtighed jo er en forudsætning for, at virksomheden overhovedet kan eksistere og dermed arbejde med miljømæssig og social bæredygtighed. Og dels fordi der faktisk er masser af forretningsmæssigt potentiale i at arbejde struktureret med bæredygtighed. Der er med andre ord både penge at spare og penge at tjene. Tænk blot på energi- og andre ressourcemæssige besparelser, der vil kunne aflæses direkte på bundlinjen. Tænk dernæst på, hvor mange indtjeningsmuligheder, der kan ligge i at udnytte spild fra egen produktion og resten af værdikæden.
Tre tips til, hvordan du kommer i gang:
1: Studér verdensmålene OG delmålene
De fleste har læst FN’s 17 Verdensmål for Bæredygtig Udvikling. Færre har studeret de 169 delmål, som bryder de enkelte verdensmål ned i betydeligt mere konkrete handlinger. Især delmålene rummer rigtig meget inspiration til at udvikle virksomheder, forretningsmodeller og markeder. Du finder i øvrigt oversigter over både verdensmål og delmål samt masser af inspiration og rådgivning til forretningsudvikling ud fra dem på Verdensmålsportalen. Portalen er udviklet af Dansk Industri under projektet ”FN’s verdensmål – fra filantropi til forretning” med støtte fra Industriens Fond.
2: Prioritér indsatsen og placér ansvaret
Se kritisk og nøgternt på, hvilke verdensmål din virksomhed naturligt kan bidrage til. Ingen kan med troværdighed hævde at bidrage til samtlige 17 mål, men alle kan bidrage til nogle. Gør jer klart, hvilke verdensmål I allerede bidrager til, og se så på, hvor I også vil kunne gøre en indsats, der hænger sammen med, eller ligger i naturlig forlængelse af, jeres eksisterende forretningsmodel. Sørg i øvrigt for, at arbejdet med verdensmål og bæredygtighed er tydeligt forankret hos en person eller en projektgruppe i virksomheden. Arbejdet skal gennemsyre hele organisationen, men ansvaret for fremdrift i de projekter, arbejdet kaster af sig, skal ligge ét sted. Hvis alle har ansvaret, er der ingen, der har det.
3: Se (forretnings-)mulighederne
På Verdensmålsportalen er der også masser af inspiration at hente i de cases, som beskriver andre virksomheders forretningsudvikling med udgangspunkt i verdensmålene. Lige fra Fischer Lightning, der laver fiskenet om til bæredygtig belysning til Peter Larsen Kaffe, der arbejder for at udnytte det massive spild fra kaffeproduktionen til at skabe nye indtægtskilder for både farmere og kaffefirmaer. Du finder en oversigt over de mange cases her.
Gør en dyd ud af nødvendigheden
Det handler i bund og grund om at gøre en dyd ud af nødvendigheden. Arbejdet med bæredygtighed er en forudsætning for at drive virksomhed i fremtiden, og bæredygtighed er samtidig det, der kan udvikle virksomheder og skabe nye forretningsmodeller. Det har vi også erkendt hos POULSEN, og derfor går vi nu i gang med at finde inspiration til at udvikle vores egen virksomhed med udgangspunkt i de 17 verdensmål og de 169 delmål. Fordi vi vil, vi kan, og vi skal.
Har du spørgsmål eller kommentarer, så kontakt gerne POULSEN på kontakt@poulsen-job.dk eller 7539 3431.