Af Leif Poulsen
Når verden ramler om ørerne på os, og det gør den for tiden, har vi i særlig grad brug for øjeblikke med glæde og ro. Derfor er julen om muligt endnu mere tiltrængt og kærkommen i år. Og derfor skal vi i særlig grad huske at nyde, og bruge, den.
2022 blev året, hvor vi sagde farvel til corona, eller i hvert fald til de omfattende indgreb, som pandemien havde betydet i vores dagligdag gennem to år. Slut med mundbind, hjemmearbejde, nedlukninger og aflysninger. Endelig!
Men bedst som vi troede, at verden var ved at være normal igen (hvad det så end er ...), besluttede Putin sig for at invadere Ukraine og dermed skabe den næste, og på mange måder endnu mere omfattende, globale krise. Coronaens nedlukninger og andre restriktioner blev afløst af krig i Europa med ufattelige ødelæggelser og tragedier til følge. Krigens konsekvenser spredte sig hurtigt til resten af verden, og udover de enorme menneskelige tragedier står vi her på tærsklen til 2023 midt i en galoperende inflation med energikrise og andre økonomiske udfordringer, der hober sig op.
Dertil kan vi så lægge den klimakrise, som absolut heller ikke bliver mindre af, at verden nærmest er i undtagelsestilstand. Mange lande ser sig nødsaget til ligefrem at sætte den grønne omstilling i bakgear og eksempelvis genåbne kulkraftværker, der ellers hørte en fossil fortid til, og som almindelige forbrugere har vi svært ved at dyrke de klimavenlige vaner, når pengene er små. Den ene undtagelse er måske, at vi af ren og skær nød er tvunget til at spare på el og varme.
Vi har brug for sammenhæng
Det er ingen overdrivelse at sige, at verden er af lave. Derfor har vi i særlig grad brug for det tilbagevendende og nødvendige åndehul, som julen er. Julen byder os at finde ro og glæde i de små og nære ting – og ikke mindst i hinanden. Og den minder os om, at der på trods af kaos og kriser er ting, der aldrig ændrer sig.
Dermed ikke sagt, at vi skal lukke øjnene for, hvad der foregår omkring os. Der er mennesker, der lider og har brug for vores hjælp og støtte. Og der er vaner, der skal ændres for at vi kan være bare nogenlunde bekendt at overlade verden til vores børn og børnebørn. Men jeg tror på, at jo mere verden vælter, jo vigtigere bliver det, at vi har noget, og nogen, at holde os til. Og jo større fælles problemer og udfordringer vi har, jo vigtigere bliver det at dyrke de små og nære glæder.
Så jeg vil gerne opfordre til, at vi forsøger at nyde julen ekstra meget i år. At vi bruger endnu mere tid med hinanden – og påskønner den endnu mere. At vi dyrker de små sammenhænge, som er så vigtige for, at vi kan fungere i den store.
Året hos POULSEN
Her hos POULSEN har vi i årets løb fortsat vores indsats for at skabe sammenhæng for kunder og kandidater.Sammenhæng mellem virksomheders strategi og de kompetencer, der skal for at eksekvere strategien. Sammenhæng mellem virksomheders kultur og de mennesker, der skal fungere, og levere, i den. Fordi vi tror på, at sammenhæng sikrer succes. Jeg tror, at vi har mere brug for sammenhæng end nogensinde – i vores eget liv, og i verden.Og selvom vi har haft forrygende travlt med at skabe sammenhæng for, og mellem, kunder og kandidater og besætte ledige stillinger i virksomheder over hele landet, har vi også i årets løb fundet tid til at blogge om forretningsudvikling, ledelse og rekruttering.
Som da vi skrev om vores proces med at blive skarpe på fortællingen om vores egen virksomhed i artiklen Kan du sælge din virksomhed på halvandet minut?
Og da vi forsøgte at koge alverdens ledelseslitteratur ned til ét enkelt ord i artiklen Her er det ene ord, der opsummerer god ledelse.
Vi besøgte også en af vores gode kunder på Hvidkilde Gods på Sydfyn,Carl Johan greve Ahlefeldt-Laurvig-Lehn, og fik den unge ejerleders egen fortælling om at være 25 år og greve på eget gods.
Og senest har vi skrevet om den kløft, der udfordrer rekrutteringen i mange virksomheder i artiklen Er din virksomhed også på vej ned i generationskløften?
Du finder både de artikler, og alle de andre vi har skrevet, på https://poulsen-job.dk/blog. Dem kan du jo overveje at dykke ned i, når julefreden forhåbentlig har sænket sig.
Jeg vi gerne slutte, hvor jeg begyndte. Nemlig med, på vegne af hele holdet hos POULSEN, at ønske alle kunder, kandidater og andre venner af huset en rigtig glædelig, fredfyldt og tiltrængt jul. Vi glæder os til det videre samarbejde og til det nye år, hvad end det må bringe.
Har du spørgsmål eller kommentarer, så kontakt gerne POULSEN på kontakt@poulsen-job.dk eller 7539 3431.