Med testværktøjer rammer du plet

31. januar 2024

Af Charlotte Risskov Kræfting

Det koster mange penge at lave en fejlansættelse. Derfor kan testværktøjer med fordel anvendes til rekruttering. Testværktøjerne kan og bør dog bruges til meget andet også som eksempelvis at udvikle ledere i virksomheden og sammensætte det optimale team, der arbejder godt sammen.

Der er kamp om talenterne, og det koster mange penge at lave en fejlansættelse.

Først bliver der brugt tid og ressourcer på rekrutteringsprocessen. Derefter bliver der brugt tid på onboarding og oplæring i jobbet. Medarbejderen skal lære virksomhedens kultur, procedurer og processer at kende, og det kræver også noget af kollegerne at få den nye medarbejder godt integreret på arbejdspladsen.

Hvis det så alligevel ender i en hurtig opsigelse fra medarbejderen eller arbejdsgiverens side, er det op på hesten igen, og hele processen begynder forfra.

Fokus på personlighed og færdigheder

Med brug af testværktøjer i rekrutteringsprocessen øges sandsynligheden for at ramme plet væsentligt.

For at give os det mest optimale fundament for at lave en grundig personvurdering anbefaler vi vores kunder, at topkandidaterne til en stilling bliver testet. Anvendelsen af test er sammen med andre værktøjer med til at give tryghed og sikkerhed i udvælgelsen af den rigtige kandidat.

Hos POULSEN går vi således grundigt til værks og bruger anerkendte testværktøjer til alle stillinger, vi er med til at besætte for virksomheder og organisationer – uanset om det er leder- eller specialiststillinger, og uanset om jobbet er i Danmark eller i udlandet.

Vi bruger profilværktøjet kompetenceprofilen fra Garuda, som er blandt Nordens mest anvendte til samtale og personanalyse og omfatter hele 16 personlighedstræk, heriblandt helhedsorientering, risikovillighed, indføling, opbakning, indflydelse og psykisk styrke.

Vi bruger desuden intelligens- og færdighedstesten People Test Logic (PTL) fra People Test Systems, som udover at tilvejebringe en samlet intelligensscore er med til at give dyb indsigt i kandidatens styrker via en detaljeret profil af intelligens og logisk formåen inden for ni forskellige områder. Testen, der er godkendt af Mensa, er med til at give et nuanceret billede af kandidaten og vedkommendes evner inden for strategi og problemløsning.

Testværktøjer til leder- og teamudvikling

Og testværktøjer kan og bør bruges til meget mere end rekruttering. Det er oplagt at bruge i forbindelse med lederudvikling, så den fremtidige udvikling tager udgangspunkt i fakta og ikke bare holdninger. I data fremfor mavefornemmelser.

Det er lettere at sammensætte det stærkeste team, når du har overblik over dine ledere og medarbejderes styrker og svagheder.

Det kan også være sundt for den øverste leder at stille op til sin egen MUS-samtale, som ikke nødvendigvis behøver at være med bestyrelsen, men som med fordel kan være med en uafhængig konsulent, der er certificeret i at bruge testværktøjer.

Har du lyst til og mod på et 360 graders tjek på kompetencer og personlighed – din helt egen personlige SWOT-analyse?

Måske ser du dig selv som en stor kommunikator, men dine medarbejdere står tilbage på perronen, fordi du taler et managementsprog fyldt med faglige termer, de ikke forstår?

Det kan også være, der er et udviklingspotentiale, når det gælder din indfølingsevne?

Til gengæld har du måske fundet den perfekte balance mellem, hvornår du er detaljeorienteret, og hvornår du hæver dig op i helikopteren og har det store overblik i virksomheden?

Med testværktøjer rammer du plet – også når det gælder om at analysere, hvor skoen trykker, og der er behov for at stramme op.

 

POULSEN bruger testværktøjer i forbindelse med virksomhedsformidling, rekruttering, lederudvikling, teamudvikling og outplacement. Læs mere om vores brug af testværktøjer her.

Hvis du har brug for en snak om, hvordan din virksomhed kan få gavn af testværktøjer, eller du har spørgsmål eller kommentarer, så kontakt gerne POULSEN på kontakt@poulsen-job.dk eller 7539 3431.