Af Leif Poulsen
POULSEN er gået til filmen, men det er ikke fordi, vi har ambitioner om at skifte fra Holsted til Hollywood. Det handler derimod om, at vi har indset behovet for kort og præcist at kunne fortælle, hvad vi leverer, hvordan vi arbejder, og hvilken forskel vi gør for både kunder og kandidater. Både filmen og processen med at lave den har været lærerig og værdifuld. Ikke mindst fordi den har tvunget os til at blive skarpe på den fælles fortælling om vores virksomhed. Er du skarp på din?
Hvis jeg spørger dig om, hvor du arbejder, kan du så give mig et kort og præcist svar, som ovenikøbet giver mig lyst til at høre mere? Og hvis jeg stiller andre i din virksomhed det samme spørgsmål, får jeg så det samme svar? Medmindre du kan svare et rungende ”ja” til begge spørgsmål, så bør du måske læse med her. Den fælles fortælling om jeres virksomhed, og hvilken forskel I vil gøre for kunderne, er nemlig afgørende for at kunne tiltrække både medarbejdere og kunder.
Har du styr på din grundfortælling?
Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvor mange virksomheder der har styr på deres grundfortælling. Jeg kan kun sige, at det havde vi ikke hos POULSEN, indtil for få måneder siden. Ikke sådan at forstå, at vi ikke kunne forklare, hvad vi laver. Men vi havde hver vores version af den fortælling, og hvad der var nok så vigtigt: Ingen af dem var nødvendigvis markant anderledes end for mange andre virksomheder, der arbejder med headhunting og rekruttering. Ingen af de forskellige versioner af vores grundfortælling sagde rigtigt noget om, hvad der gør POULSEN til noget særligt for både kunder og kandidater.
Vi vidste godt, at vi kan noget særligt. Det dokumenterer vores tal, statistikker, regnskaber og kundeudtalelser. Vi havde bare aldrig fået det formuleret, så det stod soleklart for både os selv og andre. Men det har vi nu:
Vi arbejder for at skabe sammenhæng, fordi vi tror på, at det er fundamentet for udvikling af både mennesker og virksomheder
Det er den helt korte version. Jeg har tidligere her på bloggen skrevet om, hvordan vi skabte vores grundfortælling, og hvordan arbejdet med den gjorde det klart for os, at det, vi i virkeligheden skaber og leverer, er sammenhæng.
Grundfortællingen har vi brugt til at spinde en rød tråd i vores kommunikation og markedsføring, og den røde tråd er samtidig rettesnoren for vores måde at arbejde i, og udvikle, POULSEN på.
Talk the walk
Nu er vi gået skridtet videre, for grundfortællingen skal ud at leve blandt de virksomheder og mennesker, vi gerne vil tiltrække. Det gælder naturligvis kunder og kandidater, men det gælder også potentielle nye partnere og medarbejdere. Alle de målgrupper har det til fælles, at de skal have en grund til at vælge POULSEN fremfor andre.
Så når nu vi har en klar fælles opfattelse af, hvad der adskiller os fra andre gode kolleger i branchen, skal vi huske at sige det højt. Man taler så meget om, at man skal walk the talk altså gøre, hvad man siger. Jeg tror på, det er mindst lige så vigtigt at talk the walk – altså at sige, hvad man gør.
Få dine ambassadører til at tale med én stemme
Og det er i virkeligheden mit budskab til dig: Gør det klart, hvorfor omverdenen – kandidater, kunder og samarbejdspartnere – skal interessere dig for lige præcis din virksomhed. Og sørg så for at SIGE DET HØJT! En pointe, der absolut ikke er blevet mindre relevant i en tid, hvor mange virksomheder mangler arbejdskraft og har brug for at brande sig selv for at kunne tiltrække kvalificerede ledere, specialister og andre medarbejdere.
Hos POULSEN har vi valgt at koge vores grundfortælling ned til en ganske kort film, der viser essensen af, hvorfor og hvordan vi laver det, vi gør. Det er vores måde at sælge vores virksomhed på halvandet minut. At fortælle omverdenen, hvorfor POULSEN er værd at vælge – både som kunde, kandidat og medarbejder. Filmen kan du se her.
Hvis du ovenikøbet sørger for at inddrage så mange medarbejdere som muligt i arbejdet med både at skabe og formidle grundfortællingen, så sikrer du samtidig, at alle ambassadører for din virksomhed fortæller den samme historie. Så sikrer du, at der er … sammenhæng.
Har du spørgsmål eller kommentarer, så kontakt gerne POULSEN på kontakt@poulsen-job.dk eller 7539 3431.