Ny chefkonsulent passer ind i POULSENs sammenhæng

31. august 2021

Vi vil ikke være de største. Til gengæld vil vi være de bedste til det, vi gør. Nemlig at skabe sammenhæng gennem rekruttering og rådgivning, så både mennesker og virksomheder kan udvikle sig og præstere.

Sådan har min ambition været for POULSEN, siden jeg grundlagde virksomheden for mere end 16 år siden. Nu bliver vi så lidt større, men vi bliver samtidig også endnu bedre. Jeg er rigtig glad for at kunne præsentere Lone Marie Jessen, der fra den 1. september er ny chefkonsulent og medlem af ledelsen her i virksomheden.

Lone passer ind i vores sammenhæng hos POULSEN, fordi hun har det fighter-gen og den energi, som er kendetegnende for huset her. Hun har desuden et enormt netværk i dansk erhvervsliv, hvor hun de seneste mange år har arbejdet med sponsorater og salg hos henholdsvis EfB og Dansk Håndboldforbund.

Jeg har kendt Lone gennem mange år. Faktisk så mange, at jeg også har været dommer i nogle af de håndboldkampe, hun har spillet på topniveau. Efter vi begge har lagt håndbolden på hylden, har vi bevaret kontakten. Lone er en af de vindertyper, der samtidig har et naturligt talent for at arbejde med mennesker, så hun passer perfekt ind i vores sammenhæng her hos POULSEN.

Lone glæder sig til at tage fat på opgaverne her i huset, og hun har selv et bud på, hvad hun bringer med til POULSEN:

“Jeg er vant til at begå mig på direktionsgangene hos ejere og direktører, og derfor ved jeg, hvad der rører sig i virksomhederne og i erhvervslivet generelt. Samtidig brænder jeg for at arbejde med udvikling af mennesker gennem relationer og konkrete værktøjer som profiler, tests og analyser. Og så er jeg den, der altid står klar til at hjælpe, når nogen har brug for det. De kan bare ringe. Det gælder selvfølgelig også vores kunder her hos POULSEN.”

Lone Marie Jessen tiltræder som chefkonsulent hos POULSEN den 1. september 2021, og vi glæder os mindst lige så meget, som hun gør.